Anmeldelse af fællestime med koncert af kvintetten "Et letsindigt ord"

Torsdag d. 9. april 2015 blev 75-årsdagen for Danmarks besættelse markeret på et fællestimearrangement i kantinen på Tørring Gymnasium på en lidt utraditionel vis, idet jazzkvintetten med det bemærkelsesværdige navn ”Et letsindigt ord” underholdt med inciterende rytmer og melodier fra besættelsestiden. Anført af guitaristen Jens Christian Kwella og sangerinden Karoline Budtz blev elever, lærere og enkelte inviterede plejehjemsbeboere rigtigt godt underholdt og informeret af kvintettens medlemmer.
Jens Christian Kwella gav imellem numrene gode saglige oplysninger om vilkårene for danskerne i almindelighed og tekstforfattere i særdeleshed under besættelsens tunge åg. På en enkel og pædagogisk måde blev svære emner som politik og ideologi listet ind, så eleverne ikke alene fik et godt kendskab til hverdagslivet på godt og ondt, men også til besættelsens hårde konditioner, så der også for en historielærer var noget at komme efter.
Kwella formåede at dosere sin viden om besættelsestidens musik i tilpas pæne mængder mellem de skønne numre, så de 90 minutter strøg umanerligt hurtigt. Karoline Budtz´ charmerende og veloplagte stemme og rapfodede stepdans gjorde sig. De fine soloimprovisationer fra bandets professionelle medlemmer udløste automatisk spontant begejstrede klapsalver fra det primært unge publikum.
Der var musik fra Leo Matthiesens uforglemmelige ”Take It Easy” over ”Den Lille Lysegrønne Sang” til ”Man Binder Os Paa Mund Og Haand” og ”Det ku´ man ikke i 90´erne” og mange andre numre, som man dagens alvor til trods blev i godt humør af at lytte til.

Det var forfriskende at høre swingende jazzmusik. Det var livgivende at se og høre, at musikken også appellerede til eleverne. Det var i det hele taget en uforligneligtidslomme – og det er ikke letsindig ord. 

Niels Nyboe Frandsen, Lektor, Tørring Gymnasium                                                                                                   

I 1940 blev Danmark besat af tyske tropper, og i kølvandet på besættelsen fulgte en lang række indskrænkninger i befolkningens adgang til at udtrykke sig frit. Men trods den tyske censur lykkedes det for nogle meget kreative mennesker at få deres tanker og holdninger ud på tryk og i tale.
Den mest kendte af disse skribenter var arkitekten og samfundskritikeren Poul Henningsen (PH), der også var forfatter til en række revyer under krigen.

Med sig som komponist havde PH, Kai Norman Andersen, en af de mest produktive danske komponister gennem tiden, med flere end 900 melodier på samvittigheden
At det så ofte var datidens største revynavn, Liva Weel, der foredrog viserne, var kun med til at løfte produktionen helt op til stjernerne.
Koncerten i Munkebo Kulturhus med trioen ”Et letsindigt ord” havde sit udgangspunkt i besættelsestidens tekster og melodier, så naturligvis var supertrioen PH-KNA-LW i fokus.
Melodierne i første afdeling hørte til i den mere eftertænksomme del: ”De gratis glæder”, ”Jeg ku’ bli’ nåed’ så 1-2-3”, ”Man binder os på hånd og mund” og den smukke ”I dit korte liv”, som afsluttede første del.
Undervejs havde vi også hørt Kaj Munks ”Den blå anemone”, der ligeledes er skrevet under krigen; Kai Norman Andersens ”Man bli’r så glad, når solen skinner” og ”Den lille lysegrønne sang”, som Ulrik og Gerda Neumann sang på Apollo-teatret i krigens første år.
Der var også en tysk sang på repertoiret. Sangen ”Lilli Marleen” er skrevet i 1939 og kan tolkes som en ung soldats triste tanker om, at han ikke kommer hjem igen. Den blev først en kæmpefiasko i Tyskland, og propagandaminister Joseph Goebbels kaldte sangen ”morbid”, for det var naturligvis helt utænkeligt, at en tysk soldat ikke skulle overleve krigen! Af forskellige kanaler kom melodien englænderne for øre og blev en landeplage med engelsk tekst. Også i Danmark blev sangen populær, her med en meget ironisk tekst om, hvad man skulle gøre ved de førende nazibosser.



Her i pausen mellem de to afdelinger er det måske på sin plads at nævne orkestrets medlemmer: Karoline Budtz bar os igennem alle sangene, men fik også lejlighed til at håndtere forskellig slag- og rytmeinstrumenter undervejs. Hvordan man kan slå forskellig rytme med hænderne og samtidig koncentrere sig om at synge, går over min forstand. Det er måske det, man kalder multi-tasking.
Jens Christian Kwella var guitaristen i trioen. Udover at være fremragende på sit instrument, var han også storytelleren, der bandt programmet sammen og fortalte den historie, der knyttede sig til de enkelte sange. Sidste medlem af gruppen var bassisten Kim Mikkelsen, der ligeledes mestrede sit instrument til fuldkommenhed.
Det burde være overflødigt at nævne, at det hele foregik med charme, selvtillid og overskud.
Anden halvdel af koncerten var helliget mere swingende toner. Krigstiden var nemlig også swingtid, men i Tyskland var ”Swing Tanzen verboten”. I Danmark var man ikke så restriktiv, så der måtte gerne både spilles og danses swing.
Det måtte der også til koncerten, men vi nøjedes nu med at lytte. Så vi fik Svend Asmussens ”Hvad er swing”, Fats Wallers ”Honeysuckle Rose”, Leo Mathiesens ”Take It Easy, Boy Boy” og Cole Porters ”My Heart Belongs To Daddy”.
I den lettere genre var der genhør med ”Alle går rundt og forelsker sig” af Kai Norman Andersen, ”Så’n var det ikke i 90erne” af Epe og Aage Stentoft og ”En yndig lille fjer” fra Gerda og Ulrik Neumanns repertoire.
En ikke så kendt, men finurlig tekst af PH og KNA fik vi også, nemlig ”Så slår to hjerter sødt i samme takt”, hvori to af tidens kendte danske nazister var nævnt ved navn. Teksten blev sendt til censuren i Tyskland, men fik – til de to nazisters store fortrydelse – lov at passere. Det kunne måske være, at tyskerne også var trætte af Vilhelm Petersen og Frits Clausen og syntes, at de havde godt af at få en lille én over næsen.
Selvfølgelig skulle der et ekstranummer til, og hvad var mere passende end Vera Lynn-krigsklassikeren over dem alle: ”We’ll Meet Again”. Og det gør vi gerne, hvis vi en anden gang skulle blive budt på Et Letsindigt Ord.
Stor tak til Oasen for endnu en storartet koncertoplevelse.
Ove Eriksen, Munkebo Kulturhus hjemmeside 26.01.15
 
 

Af Claus Strøm, Aarhusjazz april 14

Som musiker bevæger guitaristen Jens Christian Kwella sig vidt omkring. Midt i sin rejse har han gjort stop ved swingmusikken i Danmark omkring besættelsestiden, hvilket har søsat projekterne “Hede Hule Hot” og “Et letsindigt Ord”
– Jeg har altid interesseret mig for historie og historiske romaner, og så selvfølgelig 2. verdenskrig, som de fleste har en eller anden relation til. Min mor kom til Danmark i 60’erne fra Tyskland, hvor krigen endnu stod i frisk erindring hos mange danskere, så på den måde har vi haft arven fra besættelsestiden helt tæt inde på kroppen
Dette er noget af det første Jens Christian, der i daglig tale går under sit efternavn “Kwella”, et navn med en kompliceret baggrundshistorie, fortæller.
– Navnet stammer nok fra Spanien, hvor det staves “Quella” og så havnede det på en eller anden måde omrking Tyskland, hvor det stavedes “Kwella”.
Udover at have en snørklet navnehistorie, har Kwella også en efterhånden lang historie som musiker. Han er aktiv i adskillige bands og har lige udgivet en plade med orkesteret “Tangojazz”, hvor der spilles instrumental latinamerikansk musik. Derudover har han spillet alt fra world til funk og fusion og han har heller intet imod at spille i de lettere genre, om det så er pop/rock eller dansktop. Med andre ord, fik han engang at vide, at han aldrig var bange for at få “beskidte fingre”, uanset om han spillede det ene eller det andet.

“Hede Hule Hot” og “Et Letsindigt Ord”
Kwellas seneste projekter “Hede Hule Hot” og “Et Letsindigt Ord” tager udgangspunkt i interessen for både musik og historie.  “Hede Hule Hot”  er en kvintet, der spiller swingmusikken fra 40’erne, hvorimod “Et letsindigt ord” også spiller revyviser og justerer holdet fra duo til kvintet alt efter arrangementets type. Her indgår også en mere foredragende del omkring musikken. Begge projekter er centreret omkring Kwella og sangerinden Karoline Budz.
– Der har været stor interesse omkring projektet, fordi der faktisk ikke er mange der ved, hvilken slags musik, der blev spillet under besættelsestiden. For mig selv var det i mødet med Erik Wiedemanns bog “Jazz i Danmark”, at jeg blev yderligere bekendt med den danske sangskat fra 20’erne til 40’erne og tænkte, at det måtte man kunne lave noget ud af.
Det er nu blevet til klingende musik og det viser sig, at der er flere interessante omstændigheder, der gjorde sig unikt gældende under besættelsen.
– Modsat de fleste andre lande, var jazzmusikken ikke direkte forbudt i Danmark. Tyskland ville gerne holde sig på god fod med danskerne, da de betragtede landet som et pragteksemplar på en fredelig overdragelse af magten til dem. Derfor blev der lidt højere til loftet, og det blev tilladt at spille jazzmusik, dog med tekstlig censur. Det krævede dog ikke meget at omgå denne, ved blot at skrive lidt om på teksterne. Eksempelvis kom sangen “Man Binder os På Mund og Hånd” til at handle om det problematiske ved at binde sig gennem ægteskab, selvom det var ret tydeligt at læse mellem linjerne, at det handlede om besættelsesmagtens uretsmæssige overtagelse af Danmark.
Derudover fortæller Kwella, at de danske musikere var efterladt alene uden udenlanske musikere, da grænsen var lukket for udefrakommende. Kwella beskriver musikken både som kompliceret, melodisk og meget lig den amerikanske sangskat, som han har kendskab til gennem de mange “standards”, han har spillet over årene.
–  Formen minder om de gamle amerikanske standards og melodierne og akkorderne er nogenlunde de samme, men derudover har revyviserne på det danske sprog en meget mere kritisk stillingstagen til de samfundsmæssige forhold i samtiden i forhold til de amerikanske.
Kwella afslutter med at forælle, at modsat, da han rejste i USA og Sydafrika, så er den danske jazzscene meget mere “globaliseret” i den forstand, at der ikke er de samme rødder i musikken, som i de andre lande. Hans projekt kan dermed ses som en større rodbehandling i forhold til at forbinde den jazzmusik, der spilles, med vores historie som nation og folk.

Fremtiden
Selvom Kwella ser frem til at spille musikken ude, glæder han sig også til at skrive sin egen musik igen.
– Der er altid en vekselvirkning, når man har forskellige projekter. Jeg har spillet rigtig meget swing på det seneste i forskellige sammenhænge og jeg kan mærke, at jeg nu igen er klar til at skrive min egen musik, så det vil jeg se frem til fortæller Kwella, der bestemt virker glad for både nu’et og fremtiden, han bevæger sig hen imod.
Udover et Soloprojekt udgiver han også til efteråret en cd med orgeltrion “Organic Picnic”, som han er en del af.
Man kan besøge og lytte med på Kwellas projekt på www.etletsindigtord.dk og følge med i kalenderen og se, hvornår man kan få fornøjelsen at opleve dem live. På Aarhusjazz ønsker vi forsat god swing til Kwella.

"Camouflerede kritiske kommentarer var ikke usædvanligt i musikken, der blev til under besættelsen.
Tænk blot på PH's "Man binder os på mund og hånd" eller "I dit korte liv". Sidstnævnte åbner med linjen "Tilgi' jeg siger et letsindigt ord".
Og netop "Et Letsindigt Ord" er navnet på et nyt projekt som den aarhusianske jazzguitarist Jens Christian Kwella har fået ideen til."
Læs artiklen: