HEDE HULE HOT - Hyggelig cabaretstemning fra den danske jazzguldalder !

Fire noble herrer i absolut stiveste puds samt en chick livfuld dame indtog denne aften scenen i Jazzens Venner. Det var bandet "Hede Hule Hot", der i de kommende par timer skulle fylde rummet med stemningsfulde musikalske billeder fra den danske jazzæra fra lidt før og efter besættelsestiden i Danmark. En tid som nok ingen ønsker tilbage, men hvor der trods trange kår blev søsat et væld af underholdende film, cabaretter og revyer, der gav komponister og tekstforfattere rig mulighed for at udfolde sig: Kai Norman Andersen, Gerda og Ulrik Neumann, Børge Müller, Leo Mathiesen, Svend Asmussen. Musikken og revyerne gav mulighed for protest og adspredelse i en tid, hvor man skulle være varsom med, hvad man ytrede sig om.


Peter Lund Paulsen på trommer og Peter Friis-Nielsen på bas lagde en fin bund for folkene up front : Karoline Budtz med en indtagende og swingende vokal, Finn Odderskov på særdeles udtryksfuld tenorsax, samt Jens Christian Kwella, der håndterede sin guitar med stor teknisk kunnen, når han manøvrerede rundt i repertoirets forskellige rytmer og genrer. Samme Jens Christian Kwella spandt med rolig autoritet den røde tråd gennem koncertens forløb og tryllebandt publikum med anekdoter, der dannede den sproglige ramme til den musikalske kulisse, der på mesterlig vis genskabte stemningsbilleder fra besættelsestidens Danmark
Meget af denne stemning blev skabt i et flot ensemblespil, hvor alle musikerne støttede op omkring sangerinden Karoline Budtz, der - udover at have en flot stemme, der blidt bredte sig over et stort register - også var en fin fortolker af både musik og tekst i sangene.

Og vi fik rigtig mange godbidder fra tiden: Gerda og Ulrik Neumanns " Den lille lysegrønne sang" fra 1940, fra Hornbækrevyen 1944 "En yndig lille fjer", dengang med Svend Asmussen, Gerda og Ulrik Neumann, samt Leo Mathisen 1944 "24 Røvere".
Alle ørehængere, der har bevaret deres musikalske værdi her et halvt århundrede senere - godt og vel.
Skulle man udvælge en favorit for denne aften, kommer man ikke uden om Kaj Normann Andersens "Man binder os på mund og hånd" fra 1940. Teksten er af Poul Henningsen og sangen blev dengang sunget af Liva Weel i Arne Weel Teatrets forestilling "Dyveke". Melodien kunne selv i dag være blevet et hit og tekstens drama og underfundighed går lige i hjertet.
Netop denne sang fra besættelsestiden i Danmark har vist sig særlig langtidsholdbar: Optaget i Højskolesangbogen i 1989 og næsten ordret relanceret af "Outlandish" i 2004.
Ikke mindst på grund af Karolines indlevende fortolkning fandt sangen også vej - helt ind i hjertet - på denne aftens publikum.

I det hele taget viste Karoline Budtz stor bredde i sit talent, selvfølgelig som vokalist, men også som instrumental udøver og ikke mindst i personlig udstråling og evne til at indtage sit publikum. Den korte men intense stepdans til en heftig og swingende boogie, skabte associationer til tidligere farverige besøg af Gunhild Carling - som det ikke er nogen skam, at blive sammenlignet med.
I det hele taget klædte musikerne hinanden !
Det er altid en fornøjelse at se, når musikerne virkelig lytter til hinanden og nyder hinandens præstationer til fælles inspiration.
I filmen "Mille Marie og Mig " fra 1937 synger Margrethe Viby "Hot, hot - jeg er hede hule hot, hot". Herfra stammer kvintettens navn: "Hede Hule Hot".
Bandet var " hot - hot ".
Publikum havde da også svært ved at give musikerne fri - i hvert fald ikke uden bragende bifald - og stående applaus !!
Med venlig hilsen
Ryan Simonsen, Jazzen Venner i Randers dec. 2017

BESÆTTELSESTIDENS SWINGJAZZ BESATTE PUBLIKUM

Musikforeningen “Jazz i Støvring” havde inviteret publikum til swingjazz og revysange fra besættelsestiden ved forårssæsonens første koncert i fredags.

Forventningerne var høje, og det levede orkesteret Hede Hule Hot med Karoline Budtz i front til fulde op til. Fra første taktslag var tempoet lagt og humøret højt for åbningsnummeret Man bliver så glad når solen skinner smittede straks det store publikum.
Aftenens répertoire var en skøn blanding af revysange fra tiden omkring 2. verdenskrig og swingjazz, som Leo Mathiesen og Svend Asmussen spillede, enkelte arrangementer var originale fra de to herrer.
I første afdeling blev der sunget en række af de populære revysange, bl.a En yndig lille fjer, Man binder os på mund og hånd, PH’s kendte vise vendt mod besættelsesmagten, Den lille lysegrønnesang og Tante Agathe. Sange med fart og tempo, fantastisk fremført af sangerinde Karoline Budtz, som med sin flotte stemme og smittende humør fik gang i publikum. I anden afdeling var repertoiret mere blandet, med bl.a My Heart Belongs to Daddy, Lili Marleen på originalsproget tysk, Andrew Sisters store succes Bei Mir bist Du Schein og i Mayfair Boogie så vi et fantastisk step fremført af Karoline Budtz.
Med i orkesteret var den legendariske saxofonist Finn Odderskov, som sammen med orkesteret fremførte numrene After You’ve Gone og I Found a New Baby, sidstnævnte på sopransax.
Undervejs oplevede man også nogle af Leo Mathiesens numre To Be or Not to Be og Take it Easy Boy, Boy. Hvad med klaveret kunne man spørge, det klarede Karoline på ukulele.
Afslutningen blev igen de kendte og elskede revysange Månestråle, Alle går rundt og forelsker sig, Sådan var det ikke i 90’erne, og som ekstranummer Vera Lynns We’ll Met Again, hvilket mange af publikummerne gerne ønsker sig. Mod slutninge af koncerten var publikum så besatte af musikken og den smittende sang, at de tog over og sang med af karsken bælg.
Mellem de forskellige numre fortalte orkesterlederen Jens Christian Kwella, suppleret af Karoline Budtz, hvordan mange af de spillede numre var blevet til under den stigende censur i besættelsestiden, sammen med de internationale baggrunde og ankedoter.
Musikken og musikerne var jo den egentlige baggrund for, at aftenens stemning fløj helt op under loftet. Her var Jens Christian Kwella dybe bløde jazzguitar én af årsagerne, der sammen med Finn Odderskovs flotte saxofonspil, lage en dybde bag sangerinden Karoline Budtz, men uden rytmegruppe ingen sound. Her var Peter Lund Paulsen fantastisk på trommer, tredje gang i træk på scene i “Jazzhuset” og sammen med Jesper Carlsen på sin levende bas. Igen én af de store oplevelser, når man søger musik, der har medvirket til at forme vor musikkultur og i dette tilfælde vores selvbevidsthed i en vanskelig tid. Netop derfor kan det tænkes, at aftenens numre var så humørfyldte og til tider underfundige i sine tekster, men det er der vist stadig brug for.

Thorkild Bækkelund, Midthimmerlands folkeblad, 9. marts 2016

Af Claus Strøm, Aarhusjazz april 14

Som musiker bevæger guitaristen Jens Christian Kwella sig vidt omkring. Midt i sin rejse har han gjort stop ved swingmusikken i Danmark omkring besættelsestiden, hvilket har søsat projekterne “Hede Hule Hot” og “Et letsindigt Ord”
– Jeg har altid interesseret mig for historie og historiske romaner, og så selvfølgelig 2. verdenskrig, som de fleste har en eller anden relation til. Min mor kom til Danmark i 60’erne fra Tyskland, hvor krigen endnu stod i frisk erindring hos mange danskere, så på den måde har vi haft arven fra besættelsestiden helt tæt inde på kroppen
Dette er noget af det første Jens Christian, der i daglig tale går under sit efternavn “Kwella”, et navn med en kompliceret baggrundshistorie, fortæller.
– Navnet stammer nok fra Spanien, hvor det staves “Quella” og så havnede det på en eller anden måde omrking Tyskland, hvor det stavedes “Kwella”.
Udover at have en snørklet navnehistorie, har Kwella også en efterhånden lang historie som musiker. Han er aktiv i adskillige bands og har lige udgivet en plade med orkesteret “Tangojazz”, hvor der spilles instrumental latinamerikansk musik. Derudover har han spillet alt fra world til funk og fusion og han har heller intet imod at spille i de lettere genre, om det så er pop/rock eller dansktop. Med andre ord, fik han engang at vide, at han aldrig var bange for at få “beskidte fingre”, uanset om han spillede det ene eller det andet.

“Hede Hule Hot” og “Et Letsindigt Ord”
Kwellas seneste projekter “Hede Hule Hot” og “Et Letsindigt Ord” tager udgangspunkt i interessen for både musik og historie.  “Hede Hule Hot”  er en kvintet, der spiller swingmusikken fra 40’erne, hvorimod “Et letsindigt ord” også spiller revyviser og justerer holdet fra duo til kvintet alt efter arrangementets type. Her indgår også en mere foredragende del omkring musikken. Begge projekter er centreret omkring Kwella og sangerinden Karoline Budz.
– Der har været stor interesse omkring projektet, fordi der faktisk ikke er mange der ved, hvilken slags musik, der blev spillet under besættelsestiden. For mig selv var det i mødet med Erik Wiedemanns bog “Jazz i Danmark”, at jeg blev yderligere bekendt med den danske sangskat fra 20’erne til 40’erne og tænkte, at det måtte man kunne lave noget ud af.
Det er nu blevet til klingende musik og det viser sig, at der er flere interessante omstændigheder, der gjorde sig unikt gældende under besættelsen.
– Modsat de fleste andre lande, var jazzmusikken ikke direkte forbudt i Danmark. Tyskland ville gerne holde sig på god fod med danskerne, da de betragtede landet som et pragteksemplar på en fredelig overdragelse af magten til dem. Derfor blev der lidt højere til loftet, og det blev tilladt at spille jazzmusik, dog med tekstlig censur. Det krævede dog ikke meget at omgå denne, ved blot at skrive lidt om på teksterne. Eksempelvis kom sangen “Man Binder os På Mund og Hånd” til at handle om det problematiske ved at binde sig gennem ægteskab, selvom det var ret tydeligt at læse mellem linjerne, at det handlede om besættelsesmagtens uretsmæssige overtagelse af Danmark.
Derudover fortæller Kwella, at de danske musikere var efterladt alene uden udenlanske musikere, da grænsen var lukket for udefrakommende. Kwella beskriver musikken både som kompliceret, melodisk og meget lig den amerikanske sangskat, som han har kendskab til gennem de mange “standards”, han har spillet over årene.
–  Formen minder om de gamle amerikanske standards og melodierne og akkorderne er nogenlunde de samme, men derudover har revyviserne på det danske sprog en meget mere kritisk stillingstagen til de samfundsmæssige forhold i samtiden i forhold til de amerikanske.
Kwella afslutter med at forælle, at modsat, da han rejste i USA og Sydafrika, så er den danske jazzscene meget mere “globaliseret” i den forstand, at der ikke er de samme rødder i musikken, som i de andre lande. Hans projekt kan dermed ses som en større rodbehandling i forhold til at forbinde den jazzmusik, der spilles, med vores historie som nation og folk.

Fremtiden
Selvom Kwella ser frem til at spille musikken ude, glæder han sig også til at skrive sin egen musik igen.
– Der er altid en vekselvirkning, når man har forskellige projekter. Jeg har spillet rigtig meget swing på det seneste i forskellige sammenhænge og jeg kan mærke, at jeg nu igen er klar til at skrive min egen musik, så det vil jeg se frem til fortæller Kwella, der bestemt virker glad for både nu’et og fremtiden, han bevæger sig hen imod.
Udover et Soloprojekt udgiver han også til efteråret en cd med orgeltrion “Organic Picnic”, som han er en del af.
Man kan besøge og lytte med på Kwellas projekt på www.etletsindigtord.dk og følge med i kalenderen og se, hvornår man kan få fornøjelsen at opleve dem live. På Aarhusjazz ønsker vi forsat god swing til Kwella.

"Camouflerede kritiske kommentarer var ikke usædvanligt i musikken, der blev til under besættelsen.
Tænk blot på PH's "Man binder os på mund og hånd" eller "I dit korte liv". Sidstnævnte åbner med linjen "Tilgi' jeg siger et letsindigt ord".
Og netop "Et Letsindigt Ord" er navnet på et nyt projekt som den aarhusianske jazzguitarist Jens Christian Kwella har fået ideen til."
Læs artiklen:

Af Claus Strøm, Aarhusjazz april 14

Som musiker bevæger guitaristen Jens Christian Kwella sig vidt omkring. Midt i sin rejse har han gjort stop ved swingmusikken i Danmark omkring besættelsestiden, hvilket har søsat projekterne “Hede Hule Hot” og “Et letsindigt Ord”
– Jeg har altid interesseret mig for historie og historiske romaner, og så selvfølgelig 2. verdenskrig, som de fleste har en eller anden relation til. Min mor kom til Danmark i 60’erne fra Tyskland, hvor krigen endnu stod i frisk erindring hos mange danskere, så på den måde har vi haft arven fra besættelsestiden helt tæt inde på kroppen
Dette er noget af det første Jens Christian, der i daglig tale går under sit efternavn “Kwella”, et navn med en kompliceret baggrundshistorie, fortæller.
– Navnet stammer nok fra Spanien, hvor det staves “Quella” og så havnede det på en eller anden måde omrking Tyskland, hvor det stavedes “Kwella”.
Udover at have en snørklet navnehistorie, har Kwella også en efterhånden lang historie som musiker. Han er aktiv i adskillige bands og har lige udgivet en plade med orkesteret “Tangojazz”, hvor der spilles instrumental latinamerikansk musik. Derudover har han spillet alt fra world til funk og fusion og han har heller intet imod at spille i de lettere genre, om det så er pop/rock eller dansktop. Med andre ord, fik han engang at vide, at han aldrig var bange for at få “beskidte fingre”, uanset om han spillede det ene eller det andet.

“Hede Hule Hot” og “Et Letsindigt Ord”
Kwellas seneste projekter “Hede Hule Hot” og “Et Letsindigt Ord” tager udgangspunkt i interessen for både musik og historie.  “Hede Hule Hot”  er en kvintet, der spiller swingmusikken fra 40’erne, hvorimod “Et letsindigt ord” også spiller revyviser og justerer holdet fra duo til kvintet alt efter arrangementets type. Her indgår også en mere foredragende del omkring musikken. Begge projekter er centreret omkring Kwella og sangerinden Karoline Budz.
– Der har været stor interesse omkring projektet, fordi der faktisk ikke er mange der ved, hvilken slags musik, der blev spillet under besættelsestiden. For mig selv var det i mødet med Erik Wiedemanns bog “Jazz i Danmark”, at jeg blev yderligere bekendt med den danske sangskat fra 20’erne til 40’erne og tænkte, at det måtte man kunne lave noget ud af.
Det er nu blevet til klingende musik og det viser sig, at der er flere interessante omstændigheder, der gjorde sig unikt gældende under besættelsen.
– Modsat de fleste andre lande, var jazzmusikken ikke direkte forbudt i Danmark. Tyskland ville gerne holde sig på god fod med danskerne, da de betragtede landet som et pragteksemplar på en fredelig overdragelse af magten til dem. Derfor blev der lidt højere til loftet, og det blev tilladt at spille jazzmusik, dog med tekstlig censur. Det krævede dog ikke meget at omgå denne, ved blot at skrive lidt om på teksterne. Eksempelvis kom sangen “Man Binder os På Mund og Hånd” til at handle om det problematiske ved at binde sig gennem ægteskab, selvom det var ret tydeligt at læse mellem linjerne, at det handlede om besættelsesmagtens uretsmæssige overtagelse af Danmark.
Derudover fortæller Kwella, at de danske musikere var efterladt alene uden udenlanske musikere, da grænsen var lukket for udefrakommende. Kwella beskriver musikken både som kompliceret, melodisk og meget lig den amerikanske sangskat, som han har kendskab til gennem de mange “standards”, han har spillet over årene.
–  Formen minder om de gamle amerikanske standards og melodierne og akkorderne er nogenlunde de samme, men derudover har revyviserne på det danske sprog en meget mere kritisk stillingstagen til de samfundsmæssige forhold i samtiden i forhold til de amerikanske.
Kwella afslutter med at forælle, at modsat, da han rejste i USA og Sydafrika, så er den danske jazzscene meget mere “globaliseret” i den forstand, at der ikke er de samme rødder i musikken, som i de andre lande. Hans projekt kan dermed ses som en større rodbehandling i forhold til at forbinde den jazzmusik, der spilles, med vores historie som nation og folk.

Fremtiden
Selvom Kwella ser frem til at spille musikken ude, glæder han sig også til at skrive sin egen musik igen.
– Der er altid en vekselvirkning, når man har forskellige projekter. Jeg har spillet rigtig meget swing på det seneste i forskellige sammenhænge og jeg kan mærke, at jeg nu igen er klar til at skrive min egen musik, så det vil jeg se frem til fortæller Kwella, der bestemt virker glad for både nu’et og fremtiden, han bevæger sig hen imod.
Udover et Soloprojekt udgiver han også til efteråret en cd med orgeltrion “Organic Picnic”, som han er en del af.
Man kan besøge og lytte med på Kwellas projekt på www.etletsindigtord.dk og følge med i kalenderen og se, hvornår man kan få fornøjelsen at opleve dem live. På Aarhusjazz ønsker vi forsat god swing til Kwella.

I 1940 blev Danmark besat af tyske tropper, og i kølvandet på besættelsen fulgte en lang række indskrænkninger i befolkningens adgang til at udtrykke sig frit. Men trods den tyske censur lykkedes det for nogle meget kreative mennesker at få deres tanker og holdninger ud på tryk og i tale.
Den mest kendte af disse skribenter var arkitekten og samfundskritikeren Poul Henningsen (PH), der også var forfatter til en række revyer under krigen.

Med sig som komponist havde PH, Kai Norman Andersen, en af de mest produktive danske komponister gennem tiden, med flere end 900 melodier på samvittigheden
At det så ofte var datidens største revynavn, Liva Weel, der foredrog viserne, var kun med til at løfte produktionen helt op til stjernerne.
Koncerten i Munkebo Kulturhus med trioen ”Et letsindigt ord” havde sit udgangspunkt i besættelsestidens tekster og melodier, så naturligvis var supertrioen PH-KNA-LW i fokus.
Melodierne i første afdeling hørte til i den mere eftertænksomme del: ”De gratis glæder”, ”Jeg ku’ bli’ nåed’ så 1-2-3”, ”Man binder os på hånd og mund” og den smukke ”I dit korte liv”, som afsluttede første del.
Undervejs havde vi også hørt Kaj Munks ”Den blå anemone”, der ligeledes er skrevet under krigen; Kai Norman Andersens ”Man bli’r så glad, når solen skinner” og ”Den lille lysegrønne sang”, som Ulrik og Gerda Neumann sang på Apollo-teatret i krigens første år.
Der var også en tysk sang på repertoiret. Sangen ”Lilli Marleen” er skrevet i 1939 og kan tolkes som en ung soldats triste tanker om, at han ikke kommer hjem igen. Den blev først en kæmpefiasko i Tyskland, og propagandaminister Joseph Goebbels kaldte sangen ”morbid”, for det var naturligvis helt utænkeligt, at en tysk soldat ikke skulle overleve krigen! Af forskellige kanaler kom melodien englænderne for øre og blev en landeplage med engelsk tekst. Også i Danmark blev sangen populær, her med en meget ironisk tekst om, hvad man skulle gøre ved de førende nazibosser.



Her i pausen mellem de to afdelinger er det måske på sin plads at nævne orkestrets medlemmer: Karoline Budtz bar os igennem alle sangene, men fik også lejlighed til at håndtere forskellig slag- og rytmeinstrumenter undervejs. Hvordan man kan slå forskellig rytme med hænderne og samtidig koncentrere sig om at synge, går over min forstand. Det er måske det, man kalder multi-tasking.
Jens Christian Kwella var guitaristen i trioen. Udover at være fremragende på sit instrument, var han også storytelleren, der bandt programmet sammen og fortalte den historie, der knyttede sig til de enkelte sange. Sidste medlem af gruppen var bassisten Kim Mikkelsen, der ligeledes mestrede sit instrument til fuldkommenhed.
Det burde være overflødigt at nævne, at det hele foregik med charme, selvtillid og overskud.
Anden halvdel af koncerten var helliget mere swingende toner. Krigstiden var nemlig også swingtid, men i Tyskland var ”Swing Tanzen verboten”. I Danmark var man ikke så restriktiv, så der måtte gerne både spilles og danses swing.
Det måtte der også til koncerten, men vi nøjedes nu med at lytte. Så vi fik Svend Asmussens ”Hvad er swing”, Fats Wallers ”Honeysuckle Rose”, Leo Mathiesens ”Take It Easy, Boy Boy” og Cole Porters ”My Heart Belongs To Daddy”.
I den lettere genre var der genhør med ”Alle går rundt og forelsker sig” af Kai Norman Andersen, ”Så’n var det ikke i 90erne” af Epe og Aage Stentoft og ”En yndig lille fjer” fra Gerda og Ulrik Neumanns repertoire.
En ikke så kendt, men finurlig tekst af PH og KNA fik vi også, nemlig ”Så slår to hjerter sødt i samme takt”, hvori to af tidens kendte danske nazister var nævnt ved navn. Teksten blev sendt til censuren i Tyskland, men fik – til de to nazisters store fortrydelse – lov at passere. Det kunne måske være, at tyskerne også var trætte af Vilhelm Petersen og Frits Clausen og syntes, at de havde godt af at få en lille én over næsen.
Selvfølgelig skulle der et ekstranummer til, og hvad var mere passende end Vera Lynn-krigsklassikeren over dem alle: ”We’ll Meet Again”. Og det gør vi gerne, hvis vi en anden gang skulle blive budt på Et Letsindigt Ord.
Stor tak til Oasen for endnu en storartet koncertoplevelse.
Ove Eriksen, Munkebo Kulturhus hjemmeside 26.01.15